Beretning for 2010-11

Beretning om NylarsKorets aktiviteter fra april 2010 til januar 2011

Vi startede med helt nødvendigt at puste ud efter påskekoncertens anstrengelser, men hvor havde det været dejligt.

Programmet for foråret var præget af vores deltagelse i Bornholms Korfestival i maj og promoveringen af far og søn/ Bent og Lars Ulrik Mortensen i Østermarie d. 25.6. samt af, at vi jo også skulle have noget at synge til vores udflugt til Sverige.

Korfestivalen er efterhånden blevet et rigtigt stort arrangement, men det var dog under halvdelen af os, der deltog i den. Jeg tror, at det er sjovere for de tilrejsende end for de Bornholmske kor, vi oplever ikke så meget nyt i forbindelse med festivalen, og det musikalske niveau er naturnødvendigt ikke så højt, da det jo er en masse forskellige mennesker, der bare forventes at synge sammen uden de store prøver. Vi har i repertoireudvalget drøftet, om vi skulle droppe deltagelsen, og mange af jer, der har svaret på spørgeskemaet fra sidste sangeralforsamling var inde på det samme. I år giver det sig selv, da Steffen er bortrejst i dagene, hvad vi så vil til næste år, kan vi jo tage en debat om, når det bliver relevant.

Promoveringen i Østermarie var rigtig flot besøgt, og NylarsKoret var om ikke fuldtalligt, så meget stærkt repræsenteret. Det er et arrangement, som vi stadig synes i rep. udvalget, at det er både sjovt og givende at deltage i. Den kommende sommer er det Niels Jørgen Riis, der bliver æreskunstneren, og så kan vi jo i hvert fald slet ikke tænke os ikke at være med, han er jo nærmest vores hussolist, og hvilken hussolist. Det bliver i 2011 søndag d. 3.7. og vi håber på rigtig stort fremmøde blandt jer.

Vi havde korstart igen mandag d. 23.8. og stemmeindøvning d. 11. og 12.9. Det giver rigtig meget med disse indøvningsseancer, der er igen iflg. spørgeskemaerne stor tilfredshed med dem, så det vil vi blive ved med.

Forårsudflugten blev ikke til noget, og da man jo ikke skal gå glip af noget, var der arrangeret en udflugt til Sverige d. 25-26/9. Vi besøgte oldtidsminder, helleristninger, Oluf Victors bageri og café, Glimmingehus og Christinehof slot, og så kørte vi til Tomasdahls vandrehjem. Der havde vi en hyggelig aften, men stedets standard opfordrer ikke lige til fornyede besøg netop der. Om søndagen besøgte vi æblemarkedet i Kivik og lidt flere seværdigheder, købte lækkerier m.m. og havde det i det hele taget herligt, men vi er enige om i rep. udvalget, at når vi rejser, skal der være lidt mere koncertindhold, så det vil vi bestræbe os på.

Søndag d. 31.10 havde vi kordag på Kildebakkeskolen med Jon Hollesen som instruktør. Det var godt nok en noget anderledes oplevelse, end vi havde haft før men meget positivt, skægt og lærerigt. De, der ikke havde været med, var nok i begyndelsen lidt forvirrede over korets nye begreber - så som vikingebrøl, Dr Magrethes Gud bevare Danmark, og tilbagelænede lyserøde sokker, men det virkede, og det gør det stadig. Ham vil vi gerne have igen, tror jeg. Der er flere, der har udtalt, at det kunne være godt, inden vi drager til Prag. Det arbejder vi på. Det er godt nok lidt dyrt, men det er jo en god ting at bruge korkassepenge på.

D. 29.11 skulle vi have generalprøve til vores første julekoncert , men den druknede i sne, og det var lige ved at gå galt med den næste også, men folk kæmpede sig frem, så vi var sørme næsten fuldtallige d. 4.12. hvor vi var flyttet til Musikskolen i stedet for Klemensker kirke.

Søndag d. 5.12. deltog vi i De 9 læsninger i Nylars Kirke. Desværre var det jo ikke Ruth, der var der, men det var alligevel en hyggelig og stemningsfuld oplevelse som sædvanlig, og fremmødet var meget fint.

Koncerten d. 6.12. i Klemensker kirke gik da ok, men der var ikke mere end 30 betalende tilhørere, og det giver jo anledning til eftertanke. Den efterfølgende mandag var vejret også hidsigt, men vi gennemførte koncerten, og der var en 80 - 90 stykker, der havde trodset snedriverne. Musikalsk gik det rigtig fint, men det havde været sjovt at præsentere musikken for en større skare, især fordi det jo ikke er gratis at lave sådan en koncert.

Det værste ved julekoncerten var, at vi måtte aflyse vores Nachspiel - øv. Anzi havde købt ind og lavet til, så det var en skuffelse for os alle, men jeg er ikke i tvivl om, at det var en rigtig beslutning. Det var et herrens vejr, og mange var bekymrede for hjemkørslen.

Så fik vi en ekstra oplevelse med en julekoncert i InHouse i Nexø. Det var noget helt nyt, men et super lokale at synge i og med god plads til opstillingen. Der kom ganske mange mennesker ind efterhånden, selv om vi måtte konkurrere både med sneen og rytteroptoget, så jeg synes, det var tilfredsstillende. De var glade for os dernede, og vi er i gang med at aftale noget om en forårsoptræden. Her i januar har vi allerede nået den første stemmeindøvningsweek-end, så kom ikke og sig, at vi ikke er flittige, og nu arbejdes der så på alle fronter på at få en rigtig god tur til Prag i Pinsen med masser af musik og store udfordringer. (forhåbentlig)


Kirsten Mortensen
Formand