Beretning for 2008-09

Formandsberetning for Nylarskorets sæson 2008-09

Aflagt på Davidsskolen 9/2-09 mens man hyggede sig omkring et overdådigt bord af medbragte lækkerier.

Årsberetning for 2008 i NylarsKoret

Utroligt, så er der allerede igen gået et år, siden vi sad her med masser af sangeralforsamlingsmad og skulle overstå formalia på hyggeligste vis, - det har vi altid været gode til i NylarsKoret.
Foråret 2008 var en ret travl tid, vi skulle jo forberede den store tv-udsendelse, + alt det andet, vi gerne ville synge.

Det var et blandet program - Bent Peder Holbechs nykomponerede 'Visen om Printzenskiöld, ' Middelaldersalmer, Sven-Eric Johansons Fancies til dejlige Shakespeare tekster, Peter Heise Forår og Sommer, og endelig vores elskede glansnumre af Laci Boldemann.

D. 28.3 - 30.3 deltog en del af NylarKoret i Kor72 stævnet, men der var vist også en del, der sprang det over under hensyntagen til alle de andre aktiviteter, vi havde gang i. Heldigvis havde vi da tid til at synge i Nylars Kirke til påske som sædvanlig, og der var flot fremmøde.

D. 18 - 20. april var der korfestival på øen. Et nyt tiltag, som vi også deltog i. Desværre var jeg ikke med, men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det var sjovt. Det er et tiltag, der bliver gentaget i år hen over Kristi Himmelfart, og det vil Steffen måske fortælle noget mere om senere.

D. 26. 28. og 29. april var der prøver og TV optagelser. Det var spændende (især om det lykkedes at få Kristoffer frem i tide) men også at være med til det hele. Selv om vi jo er garvede og har prøvet det før, giver det da altid et sug i maven, når man ryger direkte ud i æteren. Men det gik godt, Statsministeren nikkede velvilligt rosende, og folk klappede. Lyden på udsendelse er ikke lige god hele vejen igennem, men det er den slags små stød livet giver. Hvis der er nogen, der mangler DVD'en har vi stadig nogle stykker på lager.

Mandag d. 5.5. havde vi så forårskoncert i Å kirke. Der var nu ikke så mange tilhørere, men de havde jo også hørt det meste af det allerede. Det gik godt og festen bagefter, var der ikke noget at klage på - tror jeg.

D 16. - 18. maj drog vi så på den store tur til Mors for at besøge Steffens meget fjerne familie, synge for Hagebros kvier, Aksels bror og svigerinde, Christines forældre, Ragna og Arnes søn, og i det hele taget dyrke den jyske kultur og natur. Det var en superdejlig tur, det er svært at finde noget at klage over, og vandrerhjemmet forærede os et par flasker rødvin, da vi rejste, ikke fordi vi rejste, men som tak for eksemplarisk opførsel. Tak til rejseudvalget for en fantastisk indsats.

Så var der sommerferie!! Men for at vi ikke skulle falde helt hen, stillede koret med en større delegation til Ladywalk d. 26.5. Det var en meget dejlig tør og varm maj-måned i 2008 - men ikke lige den dag. Det var vel den eneste regnvejsdag, til gengæld styrtede de så ned i spande - men vi gennemførte det gjorde vi. Det hjalp stærkt, at Erik og Robert stod midt på ruten med vin og chokolade! Det blev til flere sange til dem, og vi blev lettere forsinket på ruten. Da vi kom tilbage til kasernen, var halvdelen af de efterladte ladywalk rygsække og et par trøjer samt (oh sorg) min lyserøde lederkasket blevet stjålet, men heldigvis ikke det flotte trofæ, som vi fuldt retfærdigt har skænket til Robert og Erik for deres indsats.
Vi endte på Nordskovvej til varm kaffe, kage, kold hvidvin og is. En meget vellykket dag.

Den 29. juni medvirkede vi ved Promoveringen af Per Arnoldi som årets æreskunstner i Østermarie. Jeg kan ikke huske om det også regnede den dag, men det er jo altid en meget sjov begivenhed. Det var et stort savn, at vi manglede vores dirigent, men vi gjorde os rigtig meget umage for ikke at gøre Steffen skam, så det gik alligevel - man kan vel stramme ballerne, når man skal.

Vi startede så igen d. 25.8. For at komme i gang så hurtigt som muligt lå vores første stemmeindøvnings timer allerede i week-enden d. 6.-7.9. Jeg tror, det er en god idé Steffen har fået, at de skal ligge i starten af sæsonen, så vi hurtigt kan komme ind i stoffet og begynde at arbejde mere med det, i stedet for kun at lære noder. Vi havde en ny gang stemmeøveweek-end d.25. - 26.10. og fællesøvning med orkestret på Kildebakkeskolen d. 15.11. Det blev ikke til nogen udefrakommende lærer/inspirator den dag, men det skal der rådes bod på i år, hvor Steffen har lovet at få fat på en rigtig superlærer, men det må han hellere selv fortælle om, når tidens fylde kommer.

Ellers var det en rolig tid uden store arrangementer. Til gengæld var det en stor omvæltning, at vi flyttede fra kontakthuset her til Davidsskolen. Jeg vil sige det på den måde, at det er en stor lettelse både sang-, plads- og temperaturmæssigt, men her er nok ikke helt så godt at holde fest som i kontakthuset. Og dog, det er nok bare noget vi skal lære.

Julekoncerterne med Buxtehude, Tunder og Örhwall gik fint, men jeg må indrømme, at koncentrationen nok var lidt anderswo engagiert.
Det var en herlig oplevelse at få lov at fejre Steffens 60 års fødselsdag, og så lige på dagen. Der var mange forberedelser, hemmelige mails, der ikke måtte havne på de gale adresser og indøvninger af festlige indslag, som der ikke rigtig kunne blive tid til alligevel - så med Hans's hjælp tog vi det hele på gehør, og det gik da ikke så ringe.

Vi mødtes igen til Hellig3 Konger i Nicolai og startede straks med alm. korprøve efter seancen. Heldigvis var der så koldt i kirken, at vi måtte slutte og en del gik vist på værtshus bagefter.
Så kom vi i gang med Duke Ellington - og det var godt nok noget af et chok for rigtig mange, at komme ind i det mylder. Det tog lidt fusen på os alle, at Det Rytmiske Selskab var så stort et kor, og at alle gerne ville være med til at synge sammen med os.

Jeg tror, at det bliver en meget spændende sæson. Jeg siger frit efter Obama - vi rejser os op, børster støvet af og kommer i gang!

Det er spændende men meget anderledes stof, det er en helt ny situation for os, men jeg synes, at I har taget fantastisk flot imod det. Jeg har i hvert fald ikke fået en eneste orlovsansøgning på den baggrund. Tvært imod har vi fået et nyt medlem - Marianne Østergaard - og savnede orlovsfolk er også dukket op igen. Velkommen til alle.

Personligt har jeg det sådan med Duke Ellington og dobbeltkoret, at jeg glæder mig over det og til det, men jeg er også meget tilfreds med, at det har en afgrænset tidshorisont.
Men nu er jeg langt inde i næste sæson, og det hører jo ikke rigtig en beretning til.

Der er en ting, som jeg gerne vil kommentere på. Ved fejringen af Steffen, blev det klart for os, hvor herligt og vigtigt det er at markere festdage. Vi er derfor i repertoireudvalget blevet enige om, at vi frygtelig gerne vil markere vore medlemmers runde år. Det har vi så på forsøgsbasis gjort et par gange, til stor glæde både for os selv og vist også for modtageren. Når det er et forsøg, er det jo fordi, der er en generalforsamlingsbeslutning om, at det gør vi IKKE.

Vi har naturligvis i repertoireudvalget drøftet det nøje, for det indebærer jo nogle faldgruber. Vi kan komme til at glemme en!!! oh rædsel, hvis det skulle ske, vil vi på forhånd bede om tilgivelse - men at lade være med at fejre alle af rædsel for at glemme en, er da alligevel ærgerligt. Det er os også magtpåliggende at understrege, at det ikke er optakt til, at man skal give en lille en til sin fødselsdag - nej nej nej - den beskedne opmærksomhed er en velfortjent tak fra koret for jeres måde at være på - slut. Jeg håber at sangeralforsamlingen vil være med til at ophæve den gamle beslutning, så vi kan gå videre med at sprede glæde.

Med hensyn til fremtiden lurer vi på, at lave en stor koncert i påsken 2010. Det kan vi snakker nærmere om.
Kunstnerisk er der også mulighed for en koncert d. 12.8, hvor vi i givet fald, hvis I vil og der kan skaffes fondsmidler til koncerten, skal synge sammen med Livgardens Musikkorps.

Endelig kunne jeg også godt tænke mig, at vi atter engang snakkede rejser - har vi lyst, tid og råd til lidt længere og så lidt dyrere ture.

Men inden vi drøfter alt dette vil jeg gerne som sædvanlig slutte med at rette en varm tak til alle.

Tak til Steffen fordi han gør et kæmpe arbejde med og for os.

Tak til Repetoireudvalget for hårdt og loyalt arbejde, der bliver virkelig slidt i det, og I kommer troligt til mange møde.

Tak til Laila, der har haft ekstra meget med noderne p.gr.a. flytningen, ja tak til alle for diverse indsatser!

9. februar 2009/Kirsten Mortensen